Information om GreveParken

GreveParken

                         Anno 1923


En familie-ejendom i 3 generationer

Ejendommen er i dag ejet af Hanne & Christian Greve som overtog familiegården i 1998 for at påtage sig opgaven med at lave en turn around fra 100% frugtplantage, igennem 2 generationer, til en total gennemrenoveret ejendom med erhvervslejemål, studielejligheder og juletræsproduktion på tiloversværende arealer som fokus.


I 1923 købte Søren Jensen ejendommen, som var et lille husmandssted i en lille by ude på landet med marker og overdrev. Sagnet siger han blev forelsket i og gift med husholdersken Kirstine. Som noget af det første plantede de marken til med frugttræer og imellem træerne dyrkede de grøntsager for at få dagen og vejen til at hænge sammen. Sagnet gik at de sad på loftet i stuehuset i krigsårene og pillede løg. Det er også ganske vist. Da vi hovedrenoverede stuehuset var hele tagadskillelsen fyldt med de fineste løgskaller.


I 1950´erne gik ejendommen i arv til næste generation, Inger & Christen Greve, som udvidede frugtarealerne og arbejdsbyrden skønt de var fuldtidsbeskæftigede som lærer og sygeplejerske. Dog viste det sig, at nye vinde blæste fra Christiansborg, som fik afgørende betydning for gården. Aalborg Universitet skulle bygges på området klods op af byen og bl.a. på nogle af ejendommens marker. Frem til medio 1990´erne blev område for område eksproprieret og der blev vedtaget en plan for hele området omkring universitet.


I 1998 overgik ejendommen til 3. generation med udsigt til noget nyt skulle ske for at familiegården kunne fortsætte sin eksistens om end i andre klæder end frugt og grønt. Med uddannelser fra universitet i økonomi, salg og markedsføring var vi helt afklarede med den udfordring vi stod overfor. I 2008 stod ejendommen færdig og i samme år købte vi MG Center, som idag har skiftet navn til Classic Center - www.classic-center.dk - som vi flyttede op i et af erhvervslejemålene deri sin tid tjente som det største frugtlager. I dag er vi begge fultidsbeskæftigede i virkomheden og vores lejere kigger bare ind i vores forretning, hvis der er brug for hjælp.


Vejen der fører ind til GreveParken hedder Fjelshøjvej, og den skal forbindes med Fjelshøjstien, som skal gå op gennem hele Universitetsparken til Da Vinci parken. Vi valgte navnet Fjelshøjvej pga. at der har lagt en gravhøj, hvor Da Vinci parken er placeret i dag. Da alle vejnavne i universitetsområdet skal opkaldes efter nobelprisvindere, så er det vores måde at et lille stykke historie kan bevares på.


Hvorfor hedder det GreveParken ?

Vi er ikke nobelprisvindere, ej heller er vi ægte Grever - faktisk har familien heddet Mikkelbonde, Pedersen og Jensen, men har altid boet i Himmerland siden 1700 tallet. Sagnet siger, at Greve stammer fra Mikkelbonde, som arbejdede i stalden på Lindenborg gods i 1700-tallet. Han fik ansvaret for hestene - om det steg ham til hovedet ved vi ikke - men han fik øgenavnet "bette greven". Sidenhen er det blevet til et mellemnavn og nu efternavn. Da vi nu omgiver os med "nobelprisvindere", så synes vi GreveParken på sin egen måde kunne passe ind i det fine selskab. Gad vide hvad Mikkelbonde vil sige, hvis han vidste, at et job som hestepasser kunne føre til man kom i selskab med Einstein, Alfred Nobel, og Niels Bohr.

 

 


Greveparken  Sønder Tranders Bygade 6  9260 Gistrup  CVR 21375535 Kontakt : +45 22132292  email:  greveparken@greveparken.dk

Copyright © All Rights Reserved